Om pensionsalderen, AI og skolens opgave
Puks artikel i Information den 28/4 2026
Mon jeg er den eneste, der undrer mig, når politikerne diskuterer pensionsalderen ud fra det arbejdsmarked, vi har i dag?Da min mormor gik på pension, var verden en helt anden: Mange kvinder gik stadig hjemme, man(d) tog en uddannelse for livet, der var én TV-kanal og ingen mobiltelefoner, computere eller internet og da slet ikke AI. Det er cirka et halvt liv siden. Når jeg ser på den verden mine voksne børn navigerer i, er den så forskellig fra deres oldemors, at det slet ikke er til at begribe. Men det giver et perspektiv, som jeg synes mangler fuldstændig i debatten om, hvordan vi indretter nutidens lovgivning til fremtidens samfund, for er vi overhovedet i stand til at forestille os, hvordan verden ser ud om et halvt liv fra nu?
Nu er kunstig intelligens her, og den er allemandseje. Vi træder stadig vores barnesko og fumler rundt, mens vi prøver at forstå, hvad der er sket. Vi prøver at drage paralleller til da computeren holdt sit indtog, da internettet revolutionerede både arbejdsliv og fritid og til SoMe’s kontrollerende algoritmer, men jeg er af den faste overbevisning, at vi overhovedet ikke har en chance for at forudse, hvad AI gør ved vores samfund, vores arbejdsliv og vores tænkning, -og da slet ikke om 20-30-40 år. Det får debatten om folkepensionsalderen til at virke som et hundeslagsmål over et afgnavet ben, når vi prøver at forestille os fremtiden ud fra en fortid som allerede er dybt antikvarisk.
Og hvad har det med skolens opgave at gøre? Faktisk alt. Ligesom snakken om pensionsalderen udspringer af en forældet idé om arbejdsmarkedet, gør forestillingen om skolens opgave også. Skolen underviser altid efter gårsdagens behov, fordi det børnene lærer nu, først kommer i spil om 10-15 år, når de er færdiguddannede. Men nu hvor AI er lige under vores fingerspidser, er selve måden vi underviser, lærer og tester på revolutioneret, og det i en sådan grad, at skolen fra de mindste klasser til de højeste uddannelsesinstitutioner er rådvild og ikke aner, hvad der ramte den. Siden midten af 1900-tallet har vi undervist børn til en verden i konstant forandring, men nu forandrer den sig så hurtigt, at vi ikke engang ved, hvordan den ser ud, når de små 1.klasser går ud af grundskolen 9-10 år senere.
Faren ligger ikke kun i det, AI producerer, men i at vi holder op med selv at skabe, tænke og lære. Menneskehedens akkumulerede viden er kun en prompt væk. Ingen behøver nogensinde mere at skrive, beregne, huske eller forstå noget selv, så det gider vi nok heller ikke, for AI er så meget bedre til det og uendeligt meget hurtigere. Vi mennesker er notorisk dovne og nydelsessøgende, vi optimerer efter størst mulig udbytte ved mindst mulig indsats. Hvis vi kan aflevere en stil eller en ph.d. uden anden anstrengelse end at designe en god prompt, gør vi det. Kun når selve processen er lystbetonet, når vi arbejder med noget, der virkelig tænder os, smøger vi frivilligt ærmerne op, drevet af interesse og begejstring snarere end pligt.
Så hvad kan vi gøre? Hvis vi vil finde ud af, hvad fremtidens arbejdsmarked kræver, må vi vende blikket mod det, AI tilsyneladende ikke kan: Skabe nye paradigmer. AI kan producere kunst og tekst, men den rekombinerer bare det eksisterende, den bryder ikke med det. Relativitetsteorien, impressionismen, demokratiet, den slags opstår ikke fra en prompt. Det kræver et menneske, der ser verden skævt og insisterer på det. Når vi alligevel ikke ved noget som helst om fremtiden, hvorfor så fortsætte med at presse fortidens dogmer ned over børnene? Vi kunne i stedet fremelske deres iboende kreativitet, træde lidt tilbage og se beundrende til, når de finder på noget helt nyt, bare fordi det er sjovt. Lade undervisning handle om at give dem viden og kunnen som værktøjer i et legende, skabende univers, frem for at kvæle det med rigide forestillinger om, hvad børn skal kunne på bestemte klassetrin, måle og veje dem, til den sidste inspirerede flamme slukkes og de er rettet ind og slebet til, så de måske passer til et arbejdsmarked, ingen kender.
De børn, der starter i skole i dag, er i grove træk dem, der skal forsørge os, der om nogle årtier går på pension som 70-årige. Men hvad skal de leve af i en verden, vi end ikke kan forestille os? Vi kan jo ikke alle blive SOSU’er, pædagoger og håndværkere. Det spørgsmål fortjener langt mere end en ophedet debat om pensionsalder. Det kræver en helt ny samtale om, hvad skolen er til for og hvordan den kan ruste de nye generationer til at løse deres tids udfordringer, pensionsalderen f.eks.