Lidt om Puk

Jeg har efterhånden et langt liv bag mig med alle de erfaringer, det giver. Jeg har lavet mange forskellige ting, men centralt har altid været, en dyb interesse for, hvordan det er at være ”en anden”. Hvordan oplever andre levende væsener sig selv? Mig? Livet? Hvad er vigtigt, når man er en hund? Eller en hest? For ikke at tage om at være et barn? Det har altid været lettest for mig at forstå nogen, der ligner mig selv, -en hvid kvinde fra middelklassen, en privilegeret position i et velstående land, hvor jeg kan gå en tur uden at være bange for krig og overfald. Min nysgerrighed på, hvordan det mon er at være i andres sko, har dog med tiden fået mig til at forstå, at jeg aldrig kan tage noget for givet. Jeg er NØDT til at være interesseret, hver gang, hvis jeg vil vide, hvordan det er, ovre i den anden. Det falder mig heldigvis naturligt, og jeg har haft fantastiske læremestre, hele livet, både mennesker i alle aldre og en mængde dyr. I mit arbejdsliv har det primært været mennsker, jeg har lært af, bortset fra i 90’erne, hvor jeg havde en økologisk gård sammen med min daværende mand. Der havde vi ammekvæg og frilandsgrise samt høns, gæs og lidt får. Jeg var meget ung og læringskurven var stejl, blandt andet fordi jeg var en af de første, der slap grisene ud, så der var ikke så mange at rådføre sig med. Ellers har det være arbejde i børnehaver, klubber, skoler og så videre, hvor både børn og voksne har lært mig om alle det oplevelsesfacetter, der er i et menneskeliv. I det private er det mine egne dyr, hunde og heste, der har stået til rådighed for min læring og med megen tålmodighed og en uendelig evne til tilgivelse har de hjulpet mig til at lære at forstå et væsen, der er så forskelligt fra mig selv. Her har jeg heller ikke bare kunnet spørge, jeg har været nødt til at skærpe andre sanser og være ydmyg og tålmodig, hvis jeg ville forstå.

Et gammelt billede af mig med Paloma, en af mine ordløse og dybt betydningsfulde læremestre

Meget tidligt, da jeg var 17 år, havde jeg det, inderne kalder en saturi. Det var en oplevelse, hvor jeg pludselig forstod hele universet, livet og døden på en gang. Jeg så, at der kun et et fint slør mellem den indsigt og så den måde, vi i det daglige oplever os selv og vores liv. Den erkendelse var så levende, så nærværende, så fuld af kærlighed og frihed, at den forandrede alting for altid for mig. Selve oplevelsen blev ikke ved, men mit udgangspunkt blev aldrig det samme igen. Jeg har inden i mig en urokkelig viden om uendeligheden og kærligheden, som gør, at jeg virkelig forstår Shakespeares ord: ”The world is a stage and men and women are mere players”. Vi er alle uendelige skabninger, der sammen vandrer gennem dette vidunderlige liv. Vi er alle dybt forbundne, uanset om vi ved det eller ej. Derfor var det også fuldstændigt logisk for mig, at da jeg kunne mærke, at det blev for slidsomt at undervise, at uddanne mig til psykoterapeut med værktøjer til reel traumeforløsning, især da jeg personligt oplevede, at selve traumeforløsningen også kan være transenderenede. Ved at gå hele vejen, at gå ind i ubehaget, smerten, angsten, væmmelsen, kan man frigive dele af egoet og komme tættere på sin egentlige nartur. Det er det, jeg vil bruge resten af mit liv på.